Vi bruger cookies på accura.dk

accura.dk anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og funktionaliteten. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om cookies på accura.dk. God fornøjelse.

Læs mere om vores cookie-politik og få vejledning til at slette cookies

Et menteeforløb hos Accura

Et menteeforløb hos Accura

Accuras mentorprogram for 2019 lakker mod enden. Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad det indebærer at være mentee i Mentorordningen, så læs med her, hvor vi har spurgt Josefine, om hun vil give os et indblik i sit udbytte ved at være mentee i Mentorordningen 2019.


Hvad har overrasket dig mest ved at være med i Mentorordningen?

"Det har overrasket mig, at Mentorordningen prioriterer selvudvikling og ikke udelukkende har fokus på fagligt indhold. Da jeg blev en del af Mentorordningen, var jeg på 3. semester. På det tidspunkt var jeg et sted på studiet, hvor der var et enormt stort fokus på det faglige indhold og på at blive dygtig til juraen. Men universitetet havde ikke fokus på, hvilke personlige redskaber man skal bruge for at blive dygtig, og de udfordringer, der kan være forbundet med det. Mentorordningen har overrasket mig positivt i den forstand, at jeg er blevet mere selvreflekterende og åben over for mere personlige værktøjer, der kan være med til at skabe succes for mig – både på studiet og i min fritid."

Hvordan har det været at have en mentor?

"Min mentor og jeg er virkelig på bølgelængde med hinanden, selvom vi er forskellige, og min mentor tør udfordre mig og stille de svære spørgsmål. Samtidig er det super inspirerende at have et så tæt samarbejde med en person, der selv har gennemgået mange af de udfordringer, som jeg står overfor nu. Min mentor har boostet min selvsikkerhed og tro på, at alt nok skal forme sig, præcis som det skal – hvis man vel at mærke arbejder for det."


“Gennem Mentorordningen er jeg blevet mere rolig ift. studiet, og hvordan jeg skal balancere og navigere studie og arbejde.”


Vidste du allerede inden din deltagelse i Mentorordningen, hvad du gerne vil med studiet, eller er det noget, som du er blevet klogere på nu?

"Da jeg startede i Mentorordningen var jeg fast besluttet på, at jeg efter endt studie skulle være advokatfuldmægtig. Derimod var jeg i tvivl om, præcis hvilken retning inden for advokatverdenen jeg skulle gå. Efter deltagelse i Mentorordningen og gennem mit job som stud.jur. i Accuras Afdeling for Rekonstruktion & Insolvens er jeg kun blevet mere sikker på, at jeg gerne vil være advokatfuldmægtig på et erhvervsretligt kontor."

Når du fortæller om Mentorordningen til andre, hvad plejer du så at fremhæve?

"Oftest har jeg fortalt om, hvor god en mulighed det er for udvikling. Mentorordningen sætter rammen for personlig udvikling, men er samtidig også en unik mulighed for sparring med en mentor rent karrieremæssigt. Udover det giver Mentorordningen deltagerne en mulighed for at komme inden for og opleve hverdagen i et stort advokathus med mange erhvervsretlige specialer.

Mentorordningen fremhæver jeg som et godt værktøj karrieremæssigt samt i forhold til ens personlige udvikling. En mentor kan vejlede én i forbindelse med studiejob, men bidrager også med gode råd til networking og til, hvordan man skaber balance mellem studie, fritid og arbejde. Selvom man som studerende tænker, at man ikke umiddelbart har noget, som man kan sparre med en mentor om, så overrasker Mentorordningen. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Måske er ens ønske blot at blive bedre til det, man allerede gør. Der er så mange ting, man kan lære eller gribe fat i.

Accura tiltrækker studerende, der gerne vil gøre det godt – mange studerende tænker, at dette opnås ved at læse en masse. Men langt hen ad vejen kræver det også andet en oplæsning. Accura bidrager med endnu et aspekt til studiet gennem fokus på tidsoptimering og tidsprioritering – værktøjer, der generelt gør det nemmere på studiet. Heriblandt personlige værktøjer til at bruge sig selv til at blive endnu bedre. Som studerende på 3. eller 5. semester er man stadig meget grøn, og der er et kæmpe pres karaktermæssigt – man vil gerne have succes. Man glemmer helt det personlige, der ligger bag succes. Gennem Mentorordningen er jeg blevet mere rolig omkring studiet, og i forhold til hvordan jeg skal balancere og navigere i forhold til studie og arbejde, men også hvordan jeg skal håndtere eksamener."


Josefines konkrete udbytte

Josefines konkrete udbytte

Jeg har fået et stort udbytte af at deltage i Mentorordningen. Jeg har blandt andet udvidet mit netværk - mest blandt de andre mentees - og da jeg gerne vil overflyttes til KU for at læse kandidaten, så er det ikke længere ligeså svært at starte et nyt sted. Jeg har allerede lært KU-studerende at kende. Vi bruger også hinanden på tværs af universiteterne til at snakke om fag mv. De faglige indlæg har været spændende, og jeg har også lært meget om et område, jeg ikke havde så stort indsigt i - nemlig M&A, som min mentor arbejder med.


Hvilken workshop har gjort størst indtryk?

"Særligt workshop nummer to gjorde stort indtryk på mig, hvor der var et oplæg med Thomas Mygind med temaet ”Genvej til begejstring. Hele oplægget og de måder og teknikker, hvorpå Thomas mener, at man kan finde begejstring og glæde i sin hverdag, er meget tankevækkende og noget, jeg i perioden efter oplægget flere gange har tænkt tilbage på.”

Hvad har generelt gjort størst positivt indtryk i forhold til at være med i Mentorordningen?

"Stort set samtidig med at jeg fik plads i Mentorordningen, blev jeg også ansat i Accuras Afdeling for Rekonstruktion & Insolvens, og derfor har mit forløb på Mentorordningen haft nogle andre fokusområder end eksempelvis karriere eller søgen efter studiejob.
Derfor har det bedste ved forløbet været det netværk, jeg har fået ved at deltage. Mit netværk indeholder nu jurastuderende og erhvervsjurastuderende fra alle landets universiteter, som jeg sikkert vil komme til at samarbejde med på forskellige måder igennem min karriere.

Samtidig er det tydeligt at mærke, at alle, der har søgt om optagelse i Mentorordningen har gjort det, fordi de brænder for det, og fordi de også rigtig gerne vil udvide deres netværk. Det er super fedt, at alle kommer med samme ”interesse” i hinanden."

Har du en fornemmelse af, at det har gjort en forskel for dig at være ansat som student, mens du er mentee i Mentorordningen?

"Jeg brugte min mentor på en lidt anden måde end de andre mentees. Idet jeg arbejdede som student hos Accura ved siden af og både kunne lide kulturen såvel som arbejdsopgaverne, hjalp min mentor mig med at skubbe min karriere i gang hos Accura. Jeg har derfor brugt Mentorordningen som et karrierefremmende værktøj i forhold til min fremtid hos Accura – altså lidt som en insiderhjælp til, hvordan arbejdsgangene er.

På den måde har jeg hurtigt fået en god forståelse af arbejdsgangene hos Accura, hvor arbejdet er sjovt, men også krævende!"


Hvem er Josefine?


Ansøgning

Der er nu åbnet for ansøgninger til Mentorordningen 2020 med ansøgningsfrist 30. november 2019.

Send en motiveret ansøgning og vedhæft matchingskema, dit CV og eksamensresultater.

En kalenderoversigt over mentorforløbet 2020 kan downloades her.

 

Ansøgning