Scroll
PWT Group A/S

Omfattende rekonstruktionsforløb reddede PWT Group A/S fra konkurs

 

Case

Omfattende rekonstruktionsforløb reddede PWT Group A/S fra konkurs

Danmarkshistoriens største tvangsakkord i indenretlig rekonstruktion endte med at redde det danske selskab PWT Group A/S fra konkurs.

PWT Group A/S ejer bl.a. Danmarks største herretøjskæde Tøjeksperten, tøjkæden Wagner og mærkerne JUNK de LUXE, Bison og Lindbergh.

PWT Group A/S kom i økonomiske problemer i forbindelse med Corona-krisen, der førte til en midlertidig lukning af alle selskabets 84 butikker og hjemsendelse af 86% af selskabets 575 medarbejdere.

Rekonstruktionen af selskabet skete i forbindelse med et omfattende og komplekst rekonstruktionsforløb under et stort tidspres. Genopretningsplanen medførte bl.a., at de eksisterende kreditorer accepterede en foreløbig dividende på 20% af deres tilgodehavender med mulighed for at modtage op til i alt 30%.

Samtidig blev der gennemført en tilpasning af butiksnettet og medarbejderstaben, ligesom ejerstrukturen for PWT Group A/S blev ændret og fremover kommer til at bestå af medlemmer fra ledelsesgruppen og en række eksterne investorer.

De nye ejere indskyder DKK 20 mio. i ny kapital, og selskabets bank stiller ny finansiering på DKK 125 mio. til rådighed.

Rekonstruktionsplanen medvirker til at sikre en fremtidig drift af en stærk og tilpasset virksomhed, og den blev vedtaget med stor opbakning fra selskabets kreditorer på et kreditormøde.

Læs mere i pressemeddelelsen fra PWT Group A/S her.

Andreas Kærsgaard Mylin, der er advokat og leder af Accuras Afdeling for Rekonstruktion & Insolvens, blev beskikket som rekonstruktør af skifteretten i Aalborg og fungerede som en af to rekonstruktører igennem hele forløbet.