Accura-partner udpeget til Voldgiftsinstituttets bestyrelse

Jacob Møller Dirksen er nyt medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse

 

Advokatrådet har udpeget partner Jacob Møller Dirksen fra Accuras Afdeling for Konfliktløsning som nyt medlem af Voldgiftsinstituttets bestyrelse.

Jacob Møller Dirksen er blandt landets førende advokater inden for rets- og voldgiftssager på det erhvervsretslige område og udpeges også ofte som voldgiftsdommer (formand, enedommer eller partsudpeget) i danske og internationale voldgiftssager, herunder ved ICC og Voldgiftsinstituttet.

Jacob har gennem mange år rådgivet et betydeligt antal danske og udenlandske kunder i omfattende sagskomplekser ved domstolene og ved danske og internationale voldgiftsretter.

Jacob har omfattende foredrags- og undervisningserfaring og har blandt andet gennem flere år fungeret som ekstern lektor i international voldgift og international handelsret. Han underviser desuden jævnligt og holder kurser i voldgift og erstatnings- og forsikringsretlige emner, og han sidder i bestyrelsen for Dansk Forening for Voldgift.

 

Om Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet er en non-profit selvejende institution stiftet i 1981, der medvirker til løsning af forskellige tvister. Voldgiftsinstituttet ledes af en bestyrelse, som udpeges af en række støtteorganisationer.

Læs mere om Voldgiftsinstituttet og bestyrelsen her