Vi bruger cookies på accura.dk

accura.dk anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og funktionaliteten. Når du benytter sitet, samtykker du til vores anvendelse af cookies. Læs mere om cookies på accura.dk. God fornøjelse.

Læs mere om vores cookie-politik og få vejledning til at slette cookies

Studentermedhjælper til Rekonstruktion & Insolvens

Er du blandt de dygtigste studerende på din årgang? Kunne du tænke dig at opbygge en faglig specialisering hos et af Danmarks absolut førende advokatfirmaer? Vi søger en ny studentermedhjælper til vores afdeling for Rekonstruktion & Insolvens.

Søg stillingen

JOBBET

Afdelingen for Rekonstruktion & Insolvens bistår bl.a. virksomheder, banker, realkreditinstitutter og andre finansielle virksomheder. Vores arbejdsområder omfatter indenretlig og udenretlig rekonstruktion af nødlidende virksomheder, - herunder turn-arounds, refinansiering, ledelsesrådgivning og interkreditor forhold. Vi bistår i strukturering af drift og sikkerhedsstrukturer samt anden pant- og ejendomsret, ligesom vi rådgiver udenlandske klienter om internationale insolvensretlige problemstillinger i relation til Danmark. Vi fører retssager, herunder ansvars- og omstødelsessager, samt forestår konkursbehandling med vægt på en forretningsmæssig og værdiskabende aktiv tilgang til en afvikling.

Endvidere har vi løbende et stort antal ejendomme, andels- og ejerforeninger samt ejendomsselskaber i rekonstruktion, - hvad enten det er i eller uden for konkurs. Afdelingen forestår administration, optimering, udvikling, drift samt udlejning og salg m.v.

Vi arbejder i et professionelt miljø med højt tempo, hvor kravene til dyb faglighed, tilgængelighed samt effektivitet er store. Vi har altid en kvalitativ og proaktiv kommerciel tilgang til opgaverne. Vi har i vores opgaveløsning tradition for ubundet kreativitet i forhold til klientorienterede helhedsløsninger.

Som studentermedhjælper i Rekonstruktion & Insolvens vil du blive en del af et team på pt. 4 studentermedhjælpere, som er fast tilknyttet juristerne i afdelingen, men studentermedhjælperne hjælper selvfølgelig også hinanden på tværs af afdelingerne efter behov. Med udgangspunkt i afdelingens fagområde vil dine opgaver bl.a. være:

  • at besvare juridiske forespørgsler fra juristerne
  • at foretage dybdegående informationssøgninger
  • at udarbejde kortere juridiske notater
  • at indsamle og systematisere dokumenter
  • at foretage selvstændig sagsbehandling, herunder følge sagsbehandling i konkursboer, inddrivelsessager og andre sager løbende med faste opgaver
  • at deltage i retsmøder, herunder møder i fogedretten
  • at assistere jurister med behandling af konkursboer, herunder deltage i møder i skifteretten med jurister og efterfølgende sikring af aktiver i konkursboer
  • at assistere jurister med behandling af retssager, herunder især omstødelsessager
  • at udarbejde interne nyhedsbreve

Den ugentlige arbejdstid er på ca. 15 timer – gerne fordelt på to arbejdsdage. Du vil have mulighed for at arbejde mere i ferier og eksamensfri perioder og mindre ved eksamenslæsning og skrivning af speciale.

VI TILBYDER

Accura tilbyder et kompetencegivende job i en ung og spændende virksomhed med flad organisation og godt 190 medarbejdere, heraf mere end 100 jurister. Vi har et unikt sammenhold, hvor faglig og personlig udvikling prioriteres højt. Du vil som studentermedhjælper få mulighed for at deltage i kurser på Accuras interne uddannelsesforløb Accura Academy.

Vi har attraktive løn- og ansættelsesvilkår med overtidsbetaling. Du deltager i vores obligatoriske pensionsordning og har mulighed for at tilmelde dig bogkøbsordning, fitnessaftaler og sundhedsordning. Derudover har vi en fantastisk personalerestaurant, topmoderne faciliteter, sociale arrangementer og meget andet.

OM DIG
  • Du er minimum 3.-årsstuderende på jura-studiet.
  • Du har gode karakterer i de formueretlige fag.
  • Du er blandt de dygtigste på din årgang.
  • Du har interesse for rekonstruktion og insolvens.
  • Du er ansvarsbevidst og evner at have mange bolde i luften.
  • Du arbejder i høj grad selvstændigt og struktureret, og brænder for at løse enhver opgave hurtigt, effektivt og fagligt korrekt.
  • Du har allerede en vis erfaring med informationssøgning, og måske har du også prøvet at udarbejde responsa og analyser.
  • Du er en god og effektiv holdspiller, som udstråler arbejdsglæde.

ANSØGNING

Send en ansøgning hurtigst muligt via linket i denne stillingsannonce og vedhæft dit cv, eksamensbeviser og karakterer. Vi afholder løbende samtaler. Hvis du har spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at ringe til HR-konsulent Billa Gramkov på 3078 6665.